Engell: Politisk forårspakke på vej

Regeringen har erkendt, at "små skud i bøssen" som 12.500 akutjob til ledige og en kickstart-plan ikke er tilstrækkeligt til for alvor at få gang i jobmarkedet. Derfor vil regeringen nu søge at forbedre virksomhedernes vilkår, så de skaber job i hjemlandet og tiltrækker flere udenlandske investeringer.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell. Ifølge ham har regeringen indset, at der skal mere til end mindre justeringer af økonomien.

- Regeringen har erkendt, at man skal have fat i erhvervslivets rammevilkår for at skabe investeringer og sætte job i gang, hvis der skal ske noget stort, dramatisk og varigt. Derfor sigter regeringens forårspakke på virksomhedernes vilkår, forudser Hans Engell.

Regeringen frygter, at koncerner som Maersk, Danfoss, Grundfos, Lego og Rockwool fremover lægger broderparten af deres job og aktiviteter udenfor landets grænser, fordi det er for dyrt at drive virksomhed i Danmark, mener Engell.

- Indsatsen er ikke bare at skaffe investeringer og nye virksomheder. Det er også at skabe nogle vilkår, som gør, at ejere og ledelse i de største virksomheder bliver i landet, lyder det fra den politiske kommentator.

Han mener ikke, at finansminister Bjarne Corydon (S) lavede et selvmål ved at kalde akutpakken en "fuld og dækkende løsning" på problemet med, at langtidsledige mister dagpenge efter to års arbejdsløshed.

- Akutpakken var med til at løse regeringens problemer her og nu. Men det står nu fuldstændig klart for regeringen, at det ikke nytter at oversælge de mange delpakker, som ikke har så mange job i sig eller er den endegyldige løsning, siger Hans Engell.

Regeringens forårspakke vil måske skuffe regeringspartiernes vælgere, vurderer han.

- Pakken vil være en invitation til Venstre, ikke Enhedslisten. Det bliver en lige så stor opgave at overbevise vælgerne som at skabe indhold i pakken, mener Hans Engell.

/ritzau/

 

Dagens Gossip