Engell: Regeringen sidder med den lange ende

Der er 90 procents udsigt til en aftale mellem regeringen, Enhedslisten og SF. Og det uanset, at regeringen ikke kan levere på de krav på dagpengeområdet, som de to partier stiller. Det skal gå meget, meget galt i det videre forhandlingsforløb, for at de ikke når frem til en aftale.

Det siger politisk kommentator Hans Engell om de kommende finanslovforhandlinger, hvor regeringen fremlægger sit udspil tirsdag.

Finansloven er regeringens sidste inden et folketingsvalg.

Ifølge Hans Engell ved både Enhedslisten og SF, at hvis de ikke kan lave denne finanslov sammen, så bliver det meget svært at bevare vælgernes tillid til, at et rødt flertal kan bruges til noget.

- Det er i virkeligheden det, det hele handler om. Hvis det ikke lykkes at nå frem til en finanslovaftale mellem de partier, der stod bag regeringen i 2011, så vil det røde flertal være i store vanskeligheder hos vælgerne ved et kommende valg, siger han.

Det vil i sig selv være den første tilskyndelse.

- Den anden store tilskyndelse er, at hvis det ikke lykkes, så vil Corydon i løbet af fem timer kunne lave en aftale med Venstre, og det ved de to partier, siger han.

Hans Engell vurderer, at regeringen sidder med den lange ende i forhandlingerne, og at det bliver SF, der må kravle længst ned fra træet. SF har med store kampagner mod dagpengesystemet spændt buen meget hårdt.

- Enhedslisten er klar over, at regeringen ikke kan levere meget store indrømmelser på dagpengeområdet, og derfor er de allerede i gang med at afsøge andre områder, hvor man kan finde noget, der kan afbøde virkningerne på dagpengeområdet.

Ifølge Hans Engell vil finansminister Bjarne Corydon (S) have et milliardbeløb, som kan udmøntes først med Enhedslisten og derefter med SF. Det vil betyde, at Enhedslisten kan få nogle indrømmelser enten på et enkelt, meget stort område eller på en række mindre områder.

- Jeg kan ikke se, at de her forhandlinger kan falde til jorden. Vi får en masse bøvl og ballade og en masse møder uden for glasdøren (i Finansministeriet, red.), men det ender med et forlig, siger Hans Engell.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV