Engell: Regeringen trækker sidste halmstrå i solcellesag

Skrevet af admin

02/11/2013

Dagens topnyheder

Det ligner en fuldstændig overgivelse fra regeringen om striden om udlevering af dokumenter i solcellesagen.

Vurderingen kommer fra politisk kommentator Hans Engell, efter at regeringen nu gerne vil lægge alle de dokumenter frem, som Rigsrevisionen beder om, så længe sagen følges op ad en principiel og fremadrettet diskussion om udlevering af dokumenter.

- Regeringen har i 12. time valgt at tage imod det halmstrå, som formanden for statsrevisorerne har kastet ud, før nederlaget blev for synligt.

- Det er en måde at få lukket sagen på, før det bliver alt for pinligt, siger Hans Engell, som selv har været minister og statsrevisor i sin tid som folketingsmedlem for De Konservative.

Forslaget om at splitte sagen op kommer ifølge Politiken fra formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF).

I et brev til Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), foreslår statsrevisorerne, at undersøgelsen af sagen går videre, men at man samtidig kan tage en dialog mellem regeringen og Folketinget om Rigsrevisionens rolle.

Forslaget kommer, efter finansminister Bjarne Corydon (S) og resten af regeringstoppen skrev et brev til Lykketoft med budskabet om, at regeringen ikke per automatik vil udlevere papirer om dele af det lovforberedende arbejde i sagen.

Men nu er regeringen altså parat til at samarbejde med Rigsrevisionen.

- Regeringen har sagt ja tak og er glade for, at de får en drøftelse, men det er svært at se, hvad der skal komme ud af den drøftelse, for der er ikke flertal for at ændre lovgivningen, siger Hans Engell.

På forhånd står det klart, at både Venstre, De Konservative og Enhedslisten er imod at indskrænke Rigsrevisionens beføjelser.

Og ifølge forvaltningsekspert Sten Bønsing betyder det, at den principielle diskussion næppe får nogen reel betydning.

- I virkeligheden har man jo allerede mulighed for at tage en mindelig diskussion med rigsrevisoren om de papirer, han beder om, hvis man synes, det kommer for tæt på den politiske proces, siger Sten Bønsing, der er lektor på Aalborg Universitet.

- Men det vil altid være op til rigsrevisoren at træffe afgørelsen om, hvad der er relevant for sagerne, siger han.

/ritzau/