Engell: S og R græder tørre tårer over SF's exit

Skrevet af admin

30/01/2014

Dagens topnyheder

Socialdemokraterne og De Radikale græder tørre tårer over, at SF har forladt regeringen. For det gør det meget lettere for dem i 2014, hvor to partier skal lave politiske aftaler om beskæftigelsespolitikken, produktivitetsplan og vækstplan.

Hele foråret og forsommeren bliver præget af forlig med Venstre.

Det siger politisk kommentator Hans Engell.

- S og R vil bruge SF's udtræden til at skabe en ny kickstart for regeringen. I første omgang vil Thorning og Vestager sammensætte ministerholdet, måske lave en ændret opstilling og formentlig også bytte rundt på de nuværende ministre, siger han og fortsætter:

- Det vil sige, at vi får et helt nyt ministerhold, som formentlig først bliver præsenteret i morgen eller i overmorgen.

Hans Engell mener, at de to partier dernæst vil komme med nogle politiske markeringer, men der bliver nok ikke tale om et egentligt nyt regeringsgrundlag.

- Men det er klart, de vil også sætte en ny politisk dagsorden. Og så vil de selvfølgelig bruge SF's exit til at forsøge at give regeringen noget mere styrke, noget mere vitalitet, siger han.

På den længere bane bliver den anden halvdel af året der, hvor de to partier skal lægge kant til Venstre og bygge op til et folketingsvalg.

- Jeg tror, at det bliver lettere for S og R at lave grundlaget for den kommende valgkamp - ikke at de sætter sig ned og laver et stort program, men det bliver lettere at blive enige om pejlemærker for, hvad de vil efter et valg, hvis de vinder, siger Hans Engell.

Han mener, at det selvfølgelig er lidt vemodigt, især for Helle Thorning-Schmidt, der byggede samarbejde op sammen med tidligere formand for SF Villy Søvndal.

- Men med de ændringer, der er sket i SF og SF's kæmpe interne problemer, er det en fordel, at de forlader regeringen, siger Hans Engell.

/ritzau/