Engell: Vi får bredt politiforlig med smalhans

Skrevet af admin

21/10/2015

Mest læste i dag

Partiernes krav om flere betjente kan slet ikke rummes i de 1,7 milliarder kroner, som finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) har afsat på finansloven til alle ministerier.

Det siger politisk kommentator Hans Engell efter onsdagens første møde i Finansministeriet om et politiforlig.

- De blå krav på politiområdet ligger langt over, hvad Hjort har mulighed for at indfri. Hvis det samlede rådighedsbeløb er 1,7 milliarder kroner på samtlige ministerområder, så vil politiet kunne bruge hele beløbet og mere til, siger Hans Engell.

Dansk Politiforbund kræver 1600 flere betjente, De Konservative vil have 1500 flere ansat, mens Dansk Folkeparti sætter stregen ved 2000 betjente. Problemet er ikke blot flere betjente, men også at politiets éngangsbevillinger stopper, påpeger han.

- Det helt store problem er ikke blot, at man ønsker op til 2000 flere betjente, en politiskole i Jylland, ny teknologi og meget andet. Politiet har de seneste år fået store enkeltbevillinger på 600 millioner kroner til en milliard, som udløber, siger Hans Engell.

Derfor venter der smalhans til de partier, som vil med i et bredt politiforlig fra De Radikale over Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti. HK'ere og fængselsbetjente må overtage mange af betjentenes opgaver, mener han.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det ender med et bredt politiforlig, men vejen til forliget kan blive meget besværlig, siger Hans Engell.

Spørgsmål: - Venstre vil skære politiuddannelsen ned fra tre til to år?

- De vil diskutere forslaget, som giver rigtig mange penge. Det kræver efteruddannelse og specialkurser. Trods den treårige uddannelse har en forbløffende stor del af politiet ikke fået den nødvendige skydeuddannelse. Så det kan lade sig gøre, siger Hans Engell.

/ritzau/