Engell: Viden om Pia K.s kalender kan fælde Bødskov

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

Justitsminister Morten Bødskov (S) undlod at give Retsudvalget den fulde sandhed i forbindelse med aflysningen af et besøg på Christiania i februar sidste år. Men det er ikke nok til at han mister ministertaburetten.

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

- Vi er inde i det mørkeområde, hvor en efterretningstjeneste skal kunne operere. Og der skal vi ikke regne med, at hverken kontroludvalget eller andre får oplysninger, siger Hans Engell.

- Der er vi inde i selve kildegrundlaget for en efterretningstjeneste, som er det mest følsomme overhovedet, siger han.

Udvalget fik at vide, at årsagen til aflysningen skyldtes, at den daværende politidirektør Johan Reimann var forhindret. Og ikke at Pia Kjærsgaards (DF) deltagelse ifølge PET ville gøre besøget farligere for alle udvalgets medlemmer og kræve flere betjente.

- Bødskov siger selv, at han ikke vidste, at man i PET opererede med forskellige scenarier - og et af dem var, at man brugte viden om Pia Kjærgaards kalender. Jeg mener stadigvæk, det er kernen i det, siger Hans Engell.

Oppositionen er klar til at give Morten Bødskov kniven. Men det parti, der kan afgøre det hele, er Enhedslisten.

- Efter min mening er det helt kriminelle, om Bødskov har haft en viden om, at PET opererede med at bruge kalendergennemgangen til at gennemføre besøget, når Pia Kjærsgaard ikke kunne. Det er det kriminelle, vurderer Hans Engell.

Justitsministeren siger, at retsudvalget ganske rigtigt ikke har ikke fået indblik i det trusselsbillede, som lå bag udskydelsen.

- Men det er der en grund til, nemlig at jeg ikke mente og stadig ikke mener, at de oplysninger skal videregives, fordi det vil kompromittere efterretningstjenestens kilder og efterretninger, som er dens hjertekule, siger Morten Bødskov til Berlingske.

Besøget på Christiania blev først til noget 7. juni sidste år.

/ritzau/