Engelsk dronning skyper med barnebarn

Skrevet af admin

18/09/2015

Dagens topnyheder

Selvom den engelske dronning Elizabeth netop har skrevet historie som den længst siddende britiske monark, er hun godt med, når det gælder moderne teknologi.

Dronningen benytter sig nemlig af chat-programmet Skype, når hun skal tale med sit barnebarn Zara Philips, der er datter af prinsesse Anne af Storbritannien.

Nyheden om den engelske dronnings overraskende it-færdigheder kommer fra Yvonne Brown, som er formand for det lokale kvindeinstitut. Her er dronning Elizabeth gået til møder i hele 72 år:

- Hun (dronning Elizabeth, red.) er i høj grad med på udviklingen. Som de fleste andre bedsteforældre ved hun, at det er nødvendigt, hvis de skal holde kontakten med familien i dag, fortæller Brown til magasinet People.

Yvonne Brown fortalte om dronningens Skype-vaner i forbindelse med 100-års jubilæet for det lokale kvindeinstitut i landsbyen Sandringham, der ligger tæt på kongehusets gods Sandringham House.

Og ifølge Brown har dronningen ingen fine fornemmelser, når hun er blandt de andre kvinder:

- Dronningen er kommet her siden 1943, og i al den tid er hun kun gået glip af fire eller fem møder. Når hun er her en eftermiddag, er hun bare et almindeligt medlem af gruppen, siger Brown til People.

Kvindeinstituttet, der har mange lokale afdelinger, blev dannet i 1915 for at involvere de britiske kvinder i fødevareproduktionen under 1. verdenskrig.

I dag er der ifølge organisationen 212.000 frivillige kvinder fordelt på 6600 institutter over hele landet.

/ritzau/FOKUS