Engelsk fodboldprofil anklager forbund for racisme

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

Hvis Sol Campbell havde været hvid, havde han været anfører for det engelske landshold i en lang årrække.

Det mener han selv, og de tanker giver han udtryk for i en biografi, som er udkommet i uddrag i dagens udgave af The Sunday Times.

Den nu 39-årige Campbell spillede 73 landskampe for England, heraf tre som anfører, men han mener, at han kunne have fået mange flere som anfører, hvis tingene var gået rigtigt til.

- Jeg mener, at hvis jeg var hvid, ville jeg have været Englands anfører i mere end 10 år. Så simpelt er det, siger den tidligere forsvarsspiller med fortid i blandt andet Tottenham og Arsenal.

Han kalder det "pinligt", at den tidligere Liverpool-angriber Michael Owen blev foretrukket frem for ham selv.

- Jeg tror ikke, at fodboldforbundet ønskede, at jeg kunne blive hørt. Owen var en fantastisk angriber, men han var ikke i nærheden af, at skulle være anfører.

- Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvorfor jeg ikke blev det. Det samme svar bliver ved at dukke op. Det var min hudfarve, siger Sol Campbell ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Sol Campbell virker det ok, at have sorte anførere på de engelske ungdomslandshold, men ikke på seniorplan.

- Jeg tror, at fodboldforbundet ønskede, at jeg var hvid. Jeg havde tilliden i kraft af mine præstationer til at være anfører. Jeg spillede fast centralt i forsvaret og jeg var anfører på mit klubhold tidligt i karrieren.

- Jeg tror ikke, at det ændrer sig, for de ønsker ikke, at situationen ændrer sig og jeg tror heller ikke, at flertallet af fans ønsker det, siger han.

De tre kampe, Sol Campbell fik han engelsk anfører var to gange i 1998, venskabskampe mod Belgien og Tjekkiet under manager Glenn Hoddle, og en enkelt gang med svenskeren Sven Göran Eriksson som manager i 2005.

/ritzau/