Engelsk journalist kalder Eriksen et røverkøb

Hans navn er igen og igen blevet nævnt i forbindelse med først den ene - så den anden storklub. Men nu kan års spekulationer forstumme. Christian Eriksen er fortid i Ajax Amsterdam og fremtid i Tottenham.

Fredag aften fik Danmark endnu en spiller i toppen af Premier League. Christian Eriksen sluttede sig til Anders Lindegaard i Manchester United og Daniel Agger i Liverpool, da han efter alle formaliteter var overstået, underskrev en fire-årig aftale med det storspenderende London-hold.

Han kan se frem til en professionel dagligdag i en af Londons knap så velhavende forstæder. Men fynboen selv kommer ikke til at lide nød. Over de næste fire år inkasserer han en samlet lønpakke på næsten 80 millioner kroner. Hans underskrift koster Tottenham en smule mere. 'Spurs' betaler Ajax Amsterdam et beløb, der over tid kan runde 100 millioner kroner, for at få Eriksen fragtet over Den Engelske Kanal.

Eriksen kommer til en klub, der flyder over af optimisme. Modsat den ældgamle hjemmebane White Hart Lane, går Tottenham en lys fremtid i møde. Sommerens transfervindue har været en stor succes, og det samme har sæsonens indledning. Eriksens tilgang er blot endnu en kævle på begejstringens bål. Endda en stor én. Tottenham-tilhængerne er vilde med købet af den danske kreatør. Der tales om ham med forventning i stemmerne både på gaden og på Nordlondons talrige, slidte pubs, og det er der en grund til.

- Det er noget sjovt og underligt noget, men Tottenhams fans mener allerede, at Eriksen er fantastisk, selv om kun få af dem rent faktisk har set ham spille. Der hviskes om, hvor god han er. Det er det, der nogle gange sker med unge, talentfulde spillere, som en masse endnu større klubber har været meldt interesserede i. De bliver pumpet op, og det er sket med Eriksen, fortæller David Hytner, der dækker Tottenham for The Guardian.

Tottenhams tilhængere er blevet offer for en higen efter ungdom og talent, men der er flere årsager til, at Christian Eriksen allerede inden sin debut kan sno den trofaste og brogede tilhængerskare om sine fynske fingre.

- Tottenhams fans er lykkelige over indkøbet. Eriksen ses som et røverkøb, for tilhængerne mener, at 90 millioner er billigt for så ung og talentfuld en spiller. Desuden fryder de sig over, at flere af konkurrenterne i Premier League efter sigende også har været interesserede i ham, fortæller David Hytner, der forudser at tilhængerne fra starten får masser at se til den 21-årige midtbanetroldmand.

- Eriksen er købt for at spille fra start. Det tror jeg helt sikkert, siger han.

Alt dét til trods bliver presset på Christian Eriksens smalle skuldre ikke ubærligt. Han kommer ikke til faldefærdige White Hart Lane, hvor drankerne ligger på trappestenen, som en frelser. Han kommer som en af flere hjælpere. Hjælpere, der gerne skal føre Tottenham op i Premier Leagues top fire og hvis alt går godt - helt op i mesterskabskampen.

- Presset på ham er ikke så stort, fordi han kommer ind sammen med andre og dyrere spillere. Tottenham har slået sin egen transferrekord tre gange denne sommer med spillere som er dobbelt så dyre som Eriksen. Derimod kommer han ridende på en bølge af begejstring sammen med andre spændende udenlandske spillere. Det kan blive en stor fordel for ham i starten, slutter David Hytner.

Christian Eriksen når ikke at debutere i søndagens lokalbrag mod Arsenal. I stedet ligner hjemmekampen mod Norwich den 14. september opgøret, hvor han for første gang kan hilse på de tilhængere, der allerede hylder ham.

 

 

 

 

 

 

 

Dagens Gossip