Engelsk landsholdsback satser på julecomeback

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Everton-profilen Leighton Baines, der kandiderer kraftigt til en backplads på det engelske VM-landshold, satser på at være sin skade kvit, når julen nærmer sig.

Den 29-årige venstre back har siddet ude, siden han brækkede en tå, da Everton spillede 3-3 mod Liverpool i slutningen af november.

Everton-manager, Roberto Martinez, har tidligere sagt, at Baines først ville blive kampklar til januar, men hovedpersonen selv vil det anderledes.

- Vi har overvejet forskellige ting såsom indsprøjtninger og lignende, men vi ved ikke, om det vil sætte mig yderligere tilbage, så nu forsøger vi bare at lade det hele naturligt, siger Baines ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Kampprogrammet fortætter sig omkring jul og nytår, så man vil helst nå at komme tilbage og stå til rådighed for holdet i den periode, men det er svært at sige. Vi er nødt til at vente og se, fortæller landsholdsspilleren.

Baines er i hård konkurrence med Chelseas-spilleren Ashley Cole om, hvem der skal være førstevalget, når England spiller VM i Brasilien til sommer.

Everton ligger i øjeblikket på en femteplads i Premier League. Holdet møder lørdag bundholdet Fulham.

/ritzau/