Engelsk traditionsklub afviser salg til Thailand

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

Et stort thailandsk medieselskab er i forhandlinger om at overtage den tidligere Premier League-fodboldklub Bolton. Det siger selskabet i hvert fald.

Det underlige er bare, at den engelske fodboldklub blankt afviser historien.

- Vi har haft samtaler med adskillige selskaber, som har udtrykt interesse for at investere i klubben. Men disse citater fra Thailand kommer fuldstændigt bag på mig, siger Boltons bestyrelsesformand Phil Gartside ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Konsortiet BEC-Tero fortæller ellers onsdag i Thailand, at det er i forhandlinger om at overtage fodboldklubben for en sum i underkanten af 400 millioner kroner.

Ifølge den thailandske avis Nation har BEC-Tero, der driver en række tv- og radiostationer i Sydøstasien og samtidig står bag en række koncerter og sportsbegivenheder, og Siam Sport Syndicate, som er en lokal asiatisk gigant inden for sportsmedier, slået sig sammen om buddet på Bolton.

- Jeg må indrømme, at jeg har et tæt samarbejde med klubbens direktør. Klubben ejer en masse jord, og - hvad der er mere vigtigt - dens eget stadion, hotel og fodboldakademi, siger BEC-direktør Bryan Marcar til avisen Nation.

- Hvad klubbens økonomi angår, har de lavet overskud fra 2004 til 2006, men har tabt penge siden da. Klubbens gæld er på omkring 150 millioner pund (1,4 milliarder kroner, red.). Men den situation er klubben klar til at tage fat på, fortsætter han.

Hvis han taler mere sandt end klubdirektøren, kan Bolton blive den tredje engelske klub på thailandske hænder. De to første er Kasper Schmeichels Premier League-klub Leicester City og Reading, der som Bolton spiller i den næstbedste engelske fodboldrække.

Konsortiet ejer i forvejen den tidligere mesterklub i Thailand BEC Tero Sasana, som har den tidligere Chelsea-manager Avram Grant som manager. Konsortiet har også forbindelse til den brasilianske fodboldklub Cruzeiro.

/ritzau/Reuters