Engelske aviser spekulerer i Laudrup-exit

Er Michael Laudrup fortid i Swansea indenfor få dage? Ifølge flere engelske medier peger det den vej. Laudrups forhold til ledelsen i den walisiske klub har været udsat for kraftig nedkøling, efter der er opstået uenighed om transferstrategien.

Den danske manager vil have dygtige og dermed også dyre spillere til Liberty Stadium. Men Swanseas ledelse er mere forsigtig. Spanierne Iago Aspas og Alvaro Negredo samt St. Etiennes stjerneskud Pierre-Emerick Aubameyang, som Laudrup alle jagter, er for dyre for Capital One Cup-mestrene, hvis transferbudget har svært ved at bære spillerindkøb på op imod 100 millioner kroner stykket.

Ifølge Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, går det stik imod, hvad danskeren er blevet lovet, og derfor taler de to parter, på den ene side Swansea-ledelsen med bestyrelsesformand Huw Jenkins i spidsen og på den anden side Michael Laudrup, nu ikke længere sammen. Det kunne både Sky Sports og lokalmediet South Wales Evening Post berette i aftes.

Nu bærer Daily Mail endnu mere brænde til bålet. Avisen skriver, at Michael Laudrup kan sige sit job op i Swansea allerede i næste uge. Får Laudrup ikke frigivet omfattende økonomiske midler til spillerindkøb, kan det blive udgangen på krisen med Swansea-ledelsen, hedder det sig.

Daily Mail beretter, at Swanseas ledelse mødtes i fredags, hvor de diskuterede de opblussende problemer med Michael Laudrup. Men først når Huw Jenkins vender tilbage fra en ferie i Portugal, kan hårknuden måske løsnes.

Avisen tager sagen et skridt videre ved at fortælle, at der i Swansea-direktionen er en opfattelse af, at Laudrup forsøger at komme ud af sin kontrakt, så han kan tage et job i en anden klub - uden dén klub skal betale hans frikøbsklausul på næsten 90 millioner kroner.

Michael Laudrup har så sandelig nok at tænke over netop nu, hvor også en skattesag i Holland truer.

 

 

 

Dagens Gossip