To engelske klubber jagter Nicklas Bendtner

Skrevet af Michael Lauritsen

26/08/2013

Mest læste i dag

Hvor er Nicklas Bendtner, når transfervinduet lukker? Det har været et af de seneste måneders helt store spørgsmål. Og nu har både Crystal Palace og West Bromwich Albion henvendt sig til Arsenal i håbet om at kunne købe den danske angriber fri.

Det skriver den engelske avis, Daily Mail.

Ifølge avisen har begge klubber afgivet et bud på tre millioner pund svarende til cirka 25 millioner kroner.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

I Crystal Palace kan Nicklas Bendtner blive holdkammerat med en anden tidligere Arsenal-angriber, Marouane Chamakh. Men Palace er også ude efter Brighton-angriberen Ashley Barnes. Til gengæld kan West Bromwich snart mangle en angriber, da Peter Odemwingie er rygtet til Laudrups Swansea.

Der er også tilbud fra udlandet. Men Nicklas Bendter skulle angiveligt være opsat på at blive i England og Premier League.

Det springende punkt er danskerens løn. Tidligere er både Malaga og Frankfurt blevet afvist, fordi de ikke har været villige til at diske op med de cirka 450.000 kroner om ugen, som Bendtner tjener i Arsenal.

Nicklas Bendtner har ikke spillet for Arsenal siden august 2011. I mellemtiden har han været udlejet til Sunderland og Juventus. Han har et år tilbage af sin Arsenal-kontrakt.