England gør rent bord med tiende sejr

Skrevet af admin

13/10/2015

Dagens topnyheder

Som det eneste hold i hele Europa er England gået gennem hele EM-kvalifikationen med lutter sejre.

Englænderne fuldendte den fornemme bedrift mandag aften, da holdet i en ellers ubetydelig kamp slog Litauen med 3-0 på udebane.

Dermed slutter England med 30 point for ti kampe og en målscore på imponerende 31-3.

Efter knap en halv times spil viste midtbanespilleren Ross Barkley høj klasse, da han med et hårdt spark adskillige meter uden for feltet sendte bolden i mål via stolpen.

Superliga-topscorer Lukas Spalvis var med i de første 85 minutter for Litauen, og fem minutter efter Englands åbningsmål havde AaB-angriberen et nærgående forsøg.

Desværre for Spalvis og holdkammeraterne var England anderledes skarpe i den anden ende under to minutter senere, da Harry Kane i samspil med Litauens målmand sparkede bolden i mål til 2-0.

Efter pausen blev det også 3-0, da Alex Oxlade-Chamberlain hamrede bolden i nettaget fra nært hold.

Dermed syntes det uundgåeligt, at England ville smide point i kvalifikationsturneringen, og det var da heller ikke sket, da den danske dommer Kenn Hansen fløjtede opgøret af.

Som ventet blev det Slovenien, som sluttede på tredjepladsen i Englands gruppe og dermed skal i playoff ligesom Danmark. Kun et vildt scenarie med et slovensk nederlag til San Marino og en estisk kæmpesejr over Schweiz ville forhindre det scenarie før sidste runde.

Slovenien gjorde selv arbejdet færdigt ved at slå San Marino 2-0, og så var det underordnet, at Estland og Schweiz spillede 0-0.

Sammen med England var Schweiz inden mandagens kampe også kvalificeret til EM-slutrunden.

/ritzau/