England og Uruguay kæmper begge for VM-livet

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Vind eller snup et tidligt fly hjem fra Brasilien.

Det er kun deres anden optræden ved VM i Brasilien, men når England torsdag aften klokken 21 møder Uruguay i Sao Paolo, så er der tale om en alt eller intet-kamp for begge mandskaber.

Både Uruguay og England tabte den første kamp i det indledende gruppespil, så det interne opgør mellem de to nationer kan afgøre, hvem der ryger ud.

I værste fald kan begge storhold ryge ud, inden VM for alvor er begyndt.

Costa Rica stod for den hidtil største VM-sensation ved at vinde 3-1 over Uruguay, mens Italien knebent slog England med 2-1. Angriber Wayne Rooney erkender, at England nu er pisket til sejr.

- Vi skal selvklart bruge de tre point mod Uruguay, og vi går ind til kampen med selvtillid. Vi ved, at hvis vi taber kampen, så er vi mere eller mindre ude, men vi er nødt til at forblive positive, siger 28-årige Rooney ifølge dpa.

Den engelske anfører, Steven Gerrard, advarer mod uruguayanerens offensiv, som tæller stjerneangribere som Edinson Cavani, Diego Forlán og Luis Suarez, som Gerrard er klubkammerat med i Liverpool.

- Uruguay har virkelig slagkraft i angrebet, men vi så i lørdags, at de bestemt er mulige at besejre.

- De indkasserer mål, og hvis vi angriber, som vi gjorde mod Italien, så vil vi skabe store, store problemer for Uruguay.

- Nøglen for os er at se tilbage på, hvad der skete, og hvad vi gjorde godt, men også se, hvor vi lavede fejl. Vi må ryste nederlaget af os og rejse os igen så hurtigt som muligt, siger Gerrard.

Optakten har heller ikke fået for lidt i den sydamerikanske lejr. Uruguays landstræner, Oscar Tabárez, kalder kampen en "finale" og anfører Diego Lugano beskriver den som "liv eller død".

Lige så stærke ord kommer Liverpool-angriberen Daniel Sturridge med, når han skal sætte ord på betydningen af opgøret.

- Jeg er parat til at gøre alt, og jeg mener alt. Jeg er seriøs. Det her er alt eller intet, siger Sturridge.

Ud over Gerrard og Sturridge spiller også Raheem Sterling, Jordan Henderson og Glen Johnson sammen med Suarez i Liverpool til daglig.

Desuden er Sebastian Coates med i VM-truppen for Uruguay, så det kan ende med hele syv Liverpool-spillere på banen i den samme VM-kamp.

- Jeg vil helst ikke se Suarez på banen for at være ærlig, lyder det fra Sterling med et smil.

Fredag aften spilles den anden kamp i gruppe D mellem Italien og Costa Rica i Recife 2000 kilometer væk.

Spiller Uruguay og England uafgjort torsdag, vil en eventuel vinder af Italien-Costa Rica være klar til 1/8-finalerne ved VM.

/ritzau/