Englands anfører: Ingen røde kort

Montenegros hovedstad Podgorica er ikke det nemmeste sted at spille på udebane. Det ved England alt om, efter at holdet i kvalifikationen til EM i 2012 fik hevet et 2-2-resultat hjem.

Tirsdag aften skal englænderne igen møde Montenegro på fremmed græs, denne gang i VM-kvalifikationen. I den forbindelse advarer anfører Steven Gerrard mod at lade sig påvirke af den hidsige stemning.

Han hentyder selvfølgelig til landsholdskollegaen Wayne Rooney, der blev udvist i det seneste møde mellem de to lande på Stadion Pod Goricum efter have sparket en modstander ned bagfra.

- Det er vigtigt, at vi beholder 11 mand på banen, for det bliver en svær kamp.

- De vil prøve at påvirke dommeren ved hver given lejlighed. Jeg er sikker på, at vi får en god dommer, som er i stand til at træffe fornuftige beslutninger, men det er vigtigt, at vi holder hovedet koldt og ikke mister nogen folk, siger Gerrard ifølge AFP.

Han minder om, at der ikke skal meget mere end en enkelt kortslutning til for at vende en kamp på hovedet.

Som for eksempel da Manchester Uniteds Nani blev vist ud af Champions League-ottendedelsfinalen mod Real Madrid.

- Da Manchester United mødte Real Madrid, så man, hvordan en enkelt nærkamp kan ændre en hel kamp, siger Gerrard.

Det bliver den 38-årige svensker Jonas Eriksson, der skal lede kampen. Han har været international dommer siden 2002 og dømte blandt andet opgøret mellem Tyskland og Holland i Danmarks EM-pulje sidste sommer.

Derfor skulle han være rustet til en kamp, der kan gå hen at afgøre udfaldet af VM-kvalifikationspulje H.

- Jeg ved ikke, om altafgørende er det rette ord at bruge, men vi har i hvert fald brug for et godt resultat, siger Steven Gerrard.

Montenegro fører lige nu gruppen med to points forspring til England. De to lande har endnu ikke mødt hinanden og skal desuden mødes i en returkamp i England til oktober.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip