Enhedslisten afviser konservativt medaljeudspil

Meldingen kommer fra Enhedslisten, der ikke giver meget for det konservative forslag, der delvist blive bakket op af Venstre. Regeringens støtteparti beskriver forslaget som »fint spin« på en dag, hvor de udsendte soldater bliver hyldet med en national flagdag,

»Jeg synes ærlig talt, det er et symbolsk forslag, der virker til at være et trut i trompeten fra de Konservative,« siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen (Ø).

De Konservative vil have afsat 50 millioner kroner på finansloven for 2014 til at finansiere medaljerne, mens Venstre vil finde pengene i de penge, der allerede er afsat til forsvaret. Enhedslisten afviser begge dele.

»Det er ikke antallet af medaljer i det danske forsvar, der er problemet. Det er indsatsen for vores veteraner, der er problemet, og det er her, at vi skal prioritere pengene,« siger Nikolaj Villumsen.

Venstres forsvarsordfører mener, at der er penge til både at uddele flere medaljer og hjælpe de danske krigsveteraner. Men det er nyt for Enhedslisten.

»Det er en overdrivelse at sige, at der er penge nok til den indsats, der skal give en hjælpende hånd til de danske veteraner, der kommer hjem fra vores krige med fysiske og psykiske mén. Det er ikke en virkelighed, som jeg kender, at det område bugner af penge, så det synes jeg ærlig talt, at vi skulle prioritere i stedet for,« siger Nikolaj Villumsen.

Dagens Gossip