Enhedslisten afviser ministres nej til Rigsrevisionen

Skrevet af admin

24/10/2013

Mest læste i dag

Regeringen skal holde fingrene fra Rigsrevisionen og statsrevisorerne, som vil tjekke solcellesagen, hvor klimaminister Martin Lidegaard (R) fik en velvoksen næse, fordi hans lovforslag måtte ændres i flere omgange for at stoppe store statstilskud.

Det siger enhedslistens klimaordfører, Per Clausen, om brevet til Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), finansminister Bjarne Corydon (S), økonomiminister Margrethe Vestager (R) og socialminister Annette Vilhelmsen (SF).

- Det er upassende, at regeringen forsøger at blande sig i den måde, statsrevisorerne og Rigsrevisionen tilrettelægger deres arbejde på. Regeringen skal ikke blande sig i det arbejde, de udfører som en uafhængig kontrolinstans, siger Per Clausen.

- Det er en ubegribelig og uforståelig henvendelse fra regeringen, som jeg går ud fra, at Folketingets formand og præsidiet vil afvise.

Statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen tjekke solcellesagen. Opgaven ligger inden for lovens rammer og ligner opgaver, Rigsrevisionen før har gennemført, påpeger Per Clausen.

Han ser et totalt holdningsskifte hos Socialdemokratiet, SF og De Radikale. I opposition krævede de fuld åbenhed af VK-regeringen, som Margrethe Vestager beskyldte for "Berlusconi-metoder" med for alt sene ministersvar, som hun nu selv forsinker.

- I sin tid var regeringspartierne meget negative over at forringe offentlighedsloven. De ændrede holdning, da de kom i regering, siger Per Clausen.

- Man skifter standpunkt til, om det er vigtigt med åbenhed og gennemskuelighed, afhængig af om man er i opposition eller i regering. Det er rigtig skidt og dårligt. Netop når man kommer i regering, kan man leve op til de krav, man stiller til andre.

/ritzau/