Enhedslisten bekymret over amerikansk våbenstøtte

»Den amerikanske beslutning er meget bekymrende, og jeg synes ikke, at Danmark bør bidrage til en yderligere eskalering af konflikten i Syrien ved at sende våben,« siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen (Ø) til Berlingske Nyhedsbureau.

Han frygter, at de amerikanske våben havner i de forkerte hænder i den brogede flok af oprørere, der kæmper mod præsident Bashar al-Assad.

»Vi har jo set, at våben givet til oprørere i Libyen senere er blevet brugt i Mali og til at angribe den amerikanske ambassade i Libyen. Det kunne jo gentage sig i Syrien,« siger Nikolaj Villumsen.

Politiske forhandlinger og diplomatisk pres er den eneste vej mod en løsning af den mere end to år lange konflikt, lyder meldingen fra Nikolaj Villumsen, der er uenig med de Radikale i, at Danmark skal være med i en intervention i Syrien, hvis der er FN-mandat til det.

»Jeg synes, det er dybt problematisk, hvis Danmark går i krig i Syrien, og jeg frygter, at det vil sprede sig til en regional storkrig. Jeg synes, det er helt afgørende at holde fast i den politiske vej,« siger Nikolaj Villumsen til Radio24syv.

SF er også yderst skeptisk over for idéen om militær støtte til de syriske oprørere, men vil ikke blankt afvise, at det kan blive aktuelt.

Dagens Gossip

Dagens TV