Enhedslisten beskylder Finansministeriet for talsminke

Skrevet af admin

02/06/2016

Dagens topnyheder

Enhedslisten tvivler stærkt på Finansministeriets beregninger, om hvad det vil betyde for husholdningerne, hvis PSO-afgiften erstattes med en bundskatteforhøjelse.

Finansministeriet regner med, at de penge, virksomhederne sparer, vil resultere i lavere priser. Dermed vil husholdningerne ifølge ministeriet få en nettogevinst, selv om de kommer til at stå med hele regningen.

Det er Enhedslisten lodret uenig i.

- Grundlæggende er der noget helt besynderligt i, at man flytter fire milliarder, som virksomhederne hidtil har betalt, over på husholdninger.

- Og så siger man samtidig, at alle borgere alligevel vil opleve en indkomstfremgang, siger finansordfører Pelle Dragsted (EL).

- Vi mener, at Finansministeriet har sminket tallene ved at indregne det, man kalder afledte effekter: Nemlig at hvis man fjerner afgifter, vil det automatisk omvælte sig i lavere priser.

- Vi mener, at den antagelse i bedste fald er usikker, i værste fald fordrejende, siger Pelle Dragsted.

Ifølge Lars Gårn Hansen, der er professor ved Københavns Universitet og såkaldt miljøvismand i De Økonomiske Råd, er det dog mest retvisende at tage højde for de indirekte effekter af skatteændringerne, sådan som regeringen gør.

- Op mod to tredjedele af PSO-afgiftslettelsen går til erhvervsvirksomheder, mens kun en tredjedel går til husholdningerne. Men bundskatten bliver betalt af husholdningerne, helt og holdent, forklarer han.

- Men da virksomhederne er i konkurrence med hinanden, vil det smitte af på de priser, de tager for varerne hen ad vejen.

Der kan dog gå nogle år, før effekten er slået fuldt igennem.

- Men i store træk må man forvente, at de afgiftslettelser, der kommer på erhvervslivet, spiller videre ud i økonomien, siger Lars Gårn Hansen.

Pelle Dragsted er ikke overbevist.

- Vi står ofte på modsatte hold af de økonomiske vismænd, konstaterer han.

- Man har nogle modeller og forventninger, men de forventninger rimer sjældent på den udvikling, vi ser i virkeligheden. Det er fint at håbe, men man bør i hvert fald være helt ærlig over for borgerne, om hvad den umiddelbare virkning er, siger Pelle Dragsted.

/ritzau/