Enhedslisten bifalder voksende pres på regeringens sparepolitik

Det mener Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen (Ø), i kølvandet på udmeldinger fra blandt andre to tidligere finansministre og fagbevægelsen, der vil have regeringen og finansminister Bjarne Corydon (S) til at slække de økonomiske tøjler,

»Der er ingen tvivl om, at presset på regeringen for at gøre noget for beskæftigelsen er voksende, og det er vi selvfølgelig meget tilfreds med,« siger Frank Aaen.

»Når der er krisetider, skal man sørge for at få gang i beskæftigelsen. Så sparer man dagpenge og får flere penge ind i skat. Det sådan set det, man har finanspolitik til,« siger han.

Den tidligere socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen advarer lørdag i et indlæg i Politiken mod et kategorisk nej til lempelser.

»Man bør gå ind og overveje en lempelse i forbindelse med finansloven – og det kommer man til. Man kan lige så godt gøre det selv som at blive trukket baglæns ind i det«, skriver Knud Heinesen.

Fredag opfordrede tidligere finansminister og nuværende formand for Folketinget, Mogens Lykketoft (S), regeringen og regeringerne i vores nabolande til at fokusere mere på vækst frem for besparelser, og LO-formand Harald Børsting er ligeledes gået i offensiven for at overbevise regeringen om, at den skal bruge flere penge på næste års finanslov, hvis ikke der snart kommer mere gang i hjulene.

»Jeg mener først og fremmest, regeringen skal give kommunerne mulighed for at bruge de penge, som de allerede har liggende, men når der også er plads i økonomien til at bruge flere penge næste år, så bør man gøre det. Det kan genskabe tilliden, så forbrugerne og virksomhederne begynder at bruge penge og investere,« siger han til Berlingske.

Enhedslisten mener, at »regeringen har gjort nogle ting, og det anerkender vi, men det er ikke nok, og derfor er der brug for yderligere initiativer.«

Netop nye initiativer kommer derfor også på dagsordenen, når der skal forhandles finanslov til efteråret, siger Enhedslisten.

»Det er selvfølgelig oplagt, at det med beskæftigelse bliver et centralt tema. Der skal være nogle ting, der forbedrer beskæftigelsen,« siger Frank Aaen.

Dagens Gossip

Dagens TV