Enhedslisten: Corydon viser arrogance i truende lærerkonflikt

Senest har Lærernes Centralorganisation med Anders Bondo Christensen i spidsen foreslået, at parterne går tilbage til forhandlingsbordet med internationale eksperter som inspiration og en mediator til at få diskussionen til at glide. Forhandlinger, der kan blive til en aftale fra skoleåret 2014-15.

Det har både Corydon og KL afvist, og derfor langer Enhedslisten nu ud efter finansministeren over håndteringen af konflikten.

»Bjarne Corydons arrogante optræden i denne sag gør, at regeringen har pådraget sig et stort medansvar for den konflikt, der truer. Derfor burde regeringen også bakke op bag alle forsøg på at finde en forhandlingsløsning. Desværre tyder intet på, at Bjarne Corydon er i stand til at ændre kurs i denne sag. Konsekvenserne er alvorlige for det danske samfund, men også for regeringen, som dag for dag taber opbakning i den danske befolkning,« siger Per Clausen.

Finansministeren har kaldt lærernes forslag for en »ny afledningsmanøvre«, men han håber fortsat på en løsning, inden lockouten af lærerne træder i kraft 1. april.

»Men en forhandlingsløsning forudsætter jo, at der kommer en reel åbning fra Anders Bondo Christensens side i forhold til det grundlæggende problem. Og her er det seneste kreative indslag desværre bare et nyt forsøg på at trække tiden ud og flytte fokus væk fra det, forhandlingerne burde handle om – at gøre op med nogle utidssvarende privilegier, der udgør en afgørende barriere for at give vores børn og unge den bedst mulige uddannelse,« siger Bjarne Corydon i en pressemeddelelse.

Den køber regeringens støtteparti dog ikke:

»Afvisningen af at inddrage internationale eksperter i forsøget på at finde en løsning er bare endnu et eksempel på, at regeringen og KL i denne sag entydigt går efter at diktere arbejdsforholdene for skolelærerne og på den måde få finansieret en folkeskolereform,« lyder det fra Per Clausen.

Dagens Gossip