Enhedslisten: Danmark har stadig kæmpe dagpengeproblem

Skrevet af admin

13/11/2014

Dagens topnyheder

Danmark står stadig med et kæmpemæssigt dagpengeproblem.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, på trods af at Enhedslisten og SF fik forhandlet en "ny midlertidig kontantydelse" til "ledige uden anden mulighed for offentlig forsørgelse, når retten til dagpengene og arbejdsmarkedsydelse er opbrugt" ind i finansloven for 2015.

- Er det her en perfekt finanslov? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Det er åbenlyst, at Danmark står med et uløst dagpengeproblem. Vi er kommet et stykke ved at sikre forsørgelse for nogle af de mennesker, som ellers havde stået med nul kroner.

- Det betyder meget, ikke mindst for dem det handler om, men som sagt: Danmark står stadig med et kæmpemæssigt problem - ikke kun for dem der er ramt af forringelserne, men for alle lønmodtagere, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun glæder sig alligevel over, at partiet har været med til at indgå en "rød" finanslov sammen med SF og regeringen - en aftale som finansminister Bjarne Corydon(S) døber "Fællesskabets finanslov".

- Når regeringen vælger at arbejde sammen med os i stedet for at flette fingre med Lars Løkke Rasmussen (V), så trækker vi Danmark i den rigtige retning og styrke lønmodtagerne og velfærden, siger Johanne Schmidt-Nielsen og fortsætter:

- I Enhedslisten sagde vi før forhandlingerne, at vi ville en finanslov, som gjorde noget for velfærden, bekæmpede uligheden, og hjalp de mennesker, der er ramt af arbejdsløshed. Det, synes jeg, vi er lykkes med, siger Johanne Schmidt-Nielsen og glæder sig særligt over én del af aftalen.

- Jeg er så glad for, at den gensidige forsørgerpligt bliver afskaffet, siger hun.

Afslutningsvis sender hun alligevel en stikpille af sted til regeringen.

- I forhold til velfærden vil jeg sige, der er ikke nogen tvivl om, at der havde været meget mere at gøre godt med, hvis ikke regeringen havde klattet penge væk på lettelser af selskabsskatten, og hvad ved jeg, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

/ritzau/