Enhedslisten: Drop indkøb af nye kampfly

»Det er rigtig positivt, at de Radikale nu erkender, at Afghanistan var en fejl. Det er helt afgørende for Enhedslisten, at vi ændrer vores forsvarspolitik og lader være med at gentage fejlene fra Irak og Afghanistan i fremtiden. Og derfor er det også fuldstændig unødvendigt at bruge 30 milliarder kroner på nye kampfly. Vi skal ikke føre en udenrigspolitik, hvor vi kaster bomber, for det har vist sig at være en fejl,« siger Nikolaj Villumsen.

Partierne bag Forsvarsforliget, hvilket vil sige alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten, har genstartet processen med indkøb af nye kampfly, der skal erstatte Danmarks F-16-kampfly. En proces, der blev sat i bero på grund af den økonomiske krise, og som efter planen skal føre til, at partierne ved udgangen af juni måned 2015 har besluttet, hvilken type de nye kampfly skal være.

Kampen står mellem flytyperne Eurofighter, Saab Gripen Next Generation, Boeings F18 Superhornet og LockheedMartins F35 Joint Strike Fighter.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har tidligere ikke villet vurdere, hvad det sammenlagt vil koste at købe, drive og vedligeholde de nye kampfly, da det afhænger af den endelige købsaftale, men har blot vurderet, at der er tale om et tocifret milliardbeløb.

Ifølge Nikolaj Villumsen forventes det, at Danmark vil købe omkring 30 fly, og investeringen vil ifølge ham alene i indkøbsfasen beløbe sig til cirka 30 milliarder kroner. Det regnestykke bygger han på, at Joint Strike Fighter regnes som Forsvarets favorit, da Danmark i en længere årrække har været med i udviklingen af flyet. Det vurderes, at Joint Strike Fighter vil komme til at koste op mod en milliard kroner stykket, oplyser Nikolaj Villumsen.

»Helt konkret er det en diskussion, vi kommer til at have i efteråret, om hvad pengene skal bruges til. Her er et sted, hvor vi kan spare rigtig mange penge. 30 milliarder kroner - det er danmarkshistoriens største offentlige indkøb, og det er altså penge, som i stedet for kunne have været brugt på velfærd og på en humanitær indsats,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV