Enhedslisten: Eldrups kritik viser dumhed i Dong-salg

Skrevet af admin

24/04/2015

Mest læste i dag

Tidligere Dong-direktør Anders Eldrups kritik af det omstridte salg af aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs udstiller, hvor uklogt handlen med amerikanerne var.

Det mener Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, efter at Eldrup i en single fra Zetland og til TV2 News kritiserer forholdene omkring salget af Dong.

Blandt andet forstår Anders Eldrup ikke, hvorfor den lukrative vindmølledivision i selskabet ikke forblev på danske hænder i stedet for at blive en del af handlen med Goldman Sachs.

- Det viser bare, hvor frygtelig dumt det var at haste salget igennem, som det jo skete. Man burde have sat det på "hold" og tage den diskussion, som Eldrup også lægger op til, siger Frank Aaen til Ritzau.

Finansordføreren tror ikke, at den tidligere administrerende direktør i Dong bliver den sidste i rækken af kritikere af aktiesalget til Goldman Sachs.

- Jeg tror, der kommer flere ting frem. Det var en dramatisk sag, hvor man ikke alene solgte aktier til Goldman Sachs, men også overgav investeringsbanken flere vetomuligheder i videreudviklingen af Dong Energy, siger Frank Aaen.

Finansministeriet nåede i oktober 2013 til enighed om vilkårene for et kapitalindskud i Dong Energy på i alt 11 milliarder kroner fra ATP, PFA Pension og altså Goldman Sachs.

I kølvandet på salget valgte SF at forlade regeringen.

Frank Aaen håber, at forløbet i forbindelse med salget af Dong-aktier til Goldman Sachs kan blive en lærestreg for fremtiden.

- Nu har man solgt en andel af Dong. Der er planer om at sælge mere, men måske kan det her få folk til at sige: Måske er det ikke så klogt at sælge flere aktier i Dong, siger Enhedslistens finansordfører.

Den danske stat havde før aktiesalget en ejerandel på 81 procent i Dong Energy. Den faldt efter salget til omkring 60 procent. Ud over Goldman Sachs blev der også solgt andele til ATP og PFA Pension. Salget gav en kapitalindsprøjtning på i alt 11 milliarder kroner.

/ritzau/