Enhedslisten er åben for tjek af Elbæk

Enhedslisten vil ikke udelukke en uvildig undersøgelse af kulturminister Uffe Elbæks (R) rolle i sagen om Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK).

Ministerens mand er ansat på stedet, som fik seks millioner kroner i statsstøtte på finansloven til en ny cirkusuddannelse, og Kulturministeriet har holdt fem arrangementer på AFUK på Amager.

Elbæk har søndag gentaget, at han beklager forløbet, men også sagt, at han ikke ønsker nogen uvildig undersøgelse.

Men den kan sagtens komme alligevel, lyder det fra Enhedslistens kulturordfører Jørgen Arbo-Bæhr, som tirsdag har bedt Uffe Elbæk forklare sig ved et åbent samråd om sagen i Folketingets kulturudvalg.

- Hvis han ikke forklarer sig helt i bund, så synes jeg, at Rigsrevisionen måske skal ind over. Om det er rigtigt, det han har gjort, hans forbrug af penge, eller om det er forkert. Vi skal i hvert fald have det belyst helt til bunds, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen kræver en uvildig undersøgelse af Uffe Elbæk. Undersøgelsen kan enten laves af statens advokat, Kammeradvokaten, eller Rigsadvokaten, siger han.

Det undrer Jørgen Arbo-Bæhr, at Uffe Elbæk har brugt godt 180.000 kroner på fem arrangementer.

Foreløbig kommer tvivlen kulturministeren til gode indtil tirsdagens samråd, men der er intet nyt i den redegørelse, ministerens søndag har fremlagt, siger han.

- Jeg skal først og fremmest have belyst, hvorfor han holder fem arrangementer samme sted? Nogle af dem kunne holdes alle mulige andre steder, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Han afviser, at der er en sammenhæng mellem statsstøtten til AFUK på seks millioner kroner og ansættelsen af Uffe Elbæks mand.

- Vi har bevilget pengene på finansloven. Det er sket længe efter, at hans mand var ansat, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Dagens Gossip