Enhedslisten: EU-Kommissionen svigter klimaet

Skrevet af admin

22/01/2014

Dagens topnyheder

EU-Kommissionens klimamål, der blev præsenteret onsdag, er ikke ambitiøse nok. Sådan lyder det fra Enhedslisten og Socialdemokraterne.

EU svigter klimaet, siger Enhedslistens klimaordfører, Per Clausen.

- Når EU-Kommissionen svigter klimaet, må Danmark gå i spidsen og fastholde et højt nationalt ambitionsniveau, kæmpe for forbedringer i EU og satse langt mere på et internationalt samarbejde med de lande, der er villige til at gå i spidsen i kampen mod klimakatastrofen, siger han i en pressemeddelelse.

Per Clausen efterlyser en bindende målsætning om en CO2-reduktion på mindst 55 procent i forhold til 1990, og mindst 45 procent af energiproduktionen skal komme fra vedvarende energi.

Jeppe Kofod (S), der er medlem Folketingets Klimaudvalg, kalder det "ganske enkelt for tyndt", at målene for vedvarende energi ikke er bindende for de enkelte lande.

- Det er en skam både for klimaet og for Danmarks grønne industri, siger han og fortsætter:

- Med befolkningsvæksten i verden og udviklingen i blandt andet Kina, hvor middelklassen vokser kraftigt, vil der komme mangel på olie og kul i fremtiden. Derfor handler det om at skifte til vedvarende energi i EU, inden det er for sent.

Men så længe kineserne ikke er med, er klimaplanerne "dyrt, grønt selvpineri", lyder det fra den anden side af det politiske spektrum.

- EU vil i fremtiden føre den samme klimapolitik, der ikke har virket i 20 år, siger Villum Christensen, klimaordfører for Liberal Alliance.

- Det kommer til at rykke minimalt i det globale billede, og det eneste, der er sikkert, er, at de elafgifter, der i dag er over dobbelt så store i EU som i USA, vil blive endnu større, fortsætter han.

EU-Kommissionen foreslår, at EU i 2030 skal have reduceret sin CO2-forurening med 40 procent i forhold til niveauet i 1990.

Samtidig vil kommissionen have et bindende mål på EU-plan om, at 27 procent af energiforsyningen i 2030 kommer fra vedvarende energikilder som sol og vind.

/ritzau/