Enhedslisten forlader uddannelsesforhandlingerne

Skrevet af admin

24/02/2014

Mest læste i dag

Enhedslisten har været med i de seneste to aftaler om erhvervsuddannelserne, men har nu, efter flere måneders forhandlinger, forladt regeringens tredje aftale. Det sker som følge af uenighed om finansieringen af reformen, oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Ifølge Enhedslistens uddannelsesordfører, Rosa Lund, er der i den omfattende reform også en række gode elementer.

Partiet mener dog, at de finansieres gennem forringelser af lærernes arbejdsvilkår og elevernes vejledning, og det efterlader ikke styrkede erhvervsuddannelser.

- Det er et altoverskyggende problem, at der ikke skabes en eneste ny praktikplads, når op imod 11.000 elever ikke kan gennemføre deres uddannelser, siger Rosa Lund.

Hun kalder det "katastrofalt", at der nu indgås en aftale, som ifølge Enhedslisten ikke løser problemet med mangel på praktikpladser.

- Vi har knoklet benhårdt for at lave forbedringer sammen med de andre partier, og vi synes også, der er gode elementer i reformen, og det vil jeg gerne kvittere for.

- Men vi vil ikke være med til at lave store besparelser på vejledningen, og vi kan ikke acceptere, at reformen skal finansieres af, at lærerne skal løbe hurtigere ligesom i folkeskolereformen.

- Det giver dårligere arbejdsvilkår for lærerne og forringer kvaliteten i uddannelserne, siger Rosa Lund.

/ritzau/