Enhedslisten: Forsvarsledelsen er præget af råddenskab

Meldingen kommer efter en ny redegørelse fra forsvarschef Peter Bartram. Han indrømmer, at det »meget sandsynligt« er danske soldater, der filmer. Og det er dybt alvorligt, mener Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen (Ø).

»Det er helt vildt, at forsvaret har løjet om den her sag i årevis. Det er dybt alvorligt, for Danmark har ansvaret for mishandling af uskyldige civile irakere. Desværre er det her endnu et bevis på den råddenskab, der er i forsvarsledelsen, hvor man gang på gang lyver for Folketinget og offentligheden, og det er jo fuldstændig uacceptabelt,« siger han.

I redegørelsen undskylder forsvarschefen, at Dagbladet Information i december 2004 fik oplyst, at »danske enheder ikke foretog videooptagelser«, og at »hverken Hærens Operative Kommandos stab eller militærpolitiet rådede over videooptagelser fra operationen«.

»Disse svar blev givet, uden at sagen blev yderligere undersøgt... Det er beklageligt, at ikke alle svar var nøjagtige, som redegørelsen efterfølgende har vist,« lyder det i redegørelsen fra Peter Bartram.

Men den undskyldning kan man ikke bruge til det store, mener Nikolaj Villumsen.

»Det er ikke i orden, at man i over otte år ikke kan finde ud af, om man har haft et videokamera med eller ej. Det er jo ikke et cirkus, men dybt alvorlige sager, vi har med at gøre, som jo handler om mishandling af uskyldige civile irakere. Der skal man selvfølgelig have styr på, hvad man foretager sig. og det tyder jo desværre på, at man fra forsvarsledelsen har haft interesse i at tilbageholde information,« siger han.

Enhedslisten kræver desuden, at sagen får følger for de ansvarlige og for forsvaret.

»Det her bør få konsekvenser for de ansvarlige. Man er nødt til at se på sagen igen. Hele forsvarsstrukturen bør ændres, så man får nedlagt Forsvarskommandoen og får en større politisk styring med forsvaret, så vi kan få stoppet det rod, der er nu. Vi skal have ryddet op i det her og finde de ansvarlige. Det er klart, at dem, der står bag mørklægningen, har foretaget sig noget, der er helt forkert og formentlig ulovligt, og de skal selvfølgelig straffes,« siger Nikolaj Villumsen.

Dagens Gossip

Dagens TV