Enhedslisten giver Thorning næse for Christianiasag

Enhedslisten har indstillet til Folketingets Retsudvalg, at man tildeler statsminister Helle Thorning-Schmidt en næse for hendes rolle i Christianiasagen.

Folketingets Retsudvalg skal nu afgøre, om man i enighed kan tildele næsen, men det må ventes, at de borgerlige partier vil gå med på Enhedslistens indstilling.

Dermed kan Helle Thorning-Schmidt fortsætte på posten som statsminister - omend med ridser i lakken.

Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, sagde undervejs i samrådet, at selvom Statsministeriet formentlig ikke har været med til at konstruere den falske forklaring, som Morten Bødskov gav retsudvalget, så er der et "moralsk" og "ledelsesmæssigt" ansvar i sagen.

Efter samrådet fastslog Pernille Skipper, at der er tale om en mindre næse:

- Der er grund til at udtale en kritik, ikke mindst af, om man har handlet med rettidig omhu. Har man i tilstrækkelig grad reageret, når man ser disse oplysninger, man har fået.

- Derfor har Enhedslisten taget initiativ til, at der blive givet en næse i denne sag. Det er ikke en af de større, siger Pernille Skipper.

Venstres Karsten Lauritzen mener ikke, at statsministeren har levet op til sin opgave, og derfor skal hun have en næse. Han mener, at det kan "diskuteres", hvor stor næsen skal være:

- Det er min klare opfattelse, at statsministeren ikke har levet op til det, som jeg opfatter er statsministerens tilsynspligt. Nu skal vi i den kommende tid diskutere, hvad den konkrete kritik skal formuleres, siger Karsten Lauritzen.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup siger:

- Næsen skal være stor som minimum. Det er vi nødt til at gå efter som laveste fællesnævner, men det er op til Enhedslisten, siger Peter Skaarup.

Det er Enhedslisten, der som regeringens parlamentariske grundlag, har de afgørende stemmer i sagen.

Enhedslisten kunne vælte statsministeren, hvis man i stedet havde udtrykt mistillid til Thorning. Men ved at tildele en næse fastslår Enhedslisten, at Thorning ikke er pletfri i sagen, men at man fortsat har tillid til statsministeren.

Efter samrådet - men før det stod klart, at sagen ender med en næse - fastslog Helle Thorning-Schmidt, at det er op til Folketinget, om sagen er slut.

De borgerlige partier har desuden bebudet en række yderligere spørgsmål til statsministeren.

Udmeldingerne kommer efter et mere end fire timer langt samråd om Helle Thorning-Schmidts rolle i sagen om retsudvalgets aflyste besøg på Christiania i 2012.

/ritzau/

Dagens Gossip