Enhedslisten glæder sig over et rødere SF

Skrevet af admin

28/02/2014

Mest læste i dag

Det er glædeligt, at SF vil halvere lediges genoptjening af dagpenge til et halvt år og lade ledige få dagpenge i tre år med et år permanent på den lave arbejdsmarkedsydelse.

Det siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, om de nye, rødere toner fra Pia Olsen Dyhr, der i weekenden vælges som SF's ny formand i stedet for Annette Vilhelmsen.

- Det er ikke nok, at folk bare får noget at leve af. Vi skulle gerne have kraft til at forlænge dagpengeperioden og ikke nøjes med denne kontanthjælp-plus. Jeg går efter en forlængelse af dagpengeperioden. Det håber jeg også, at SF gør, siger Christian Juhl.

Hvis folk kun skal bruge et halvt år på at genoptjene dagpengeretten, slipper en fjerdedel af 34.000 langtidsledige for at miste deres dagpenge. Skal alle ledige hjælpes, må de genoptjene dagpengeretten på tre måneder som i Sverige, vurderer han.

- Det er et rigtig positivt tegn, at vi kan genkende det gamle SF med visionære tanker om, at vi skal forbedre forholdene for de arbejdsløse. Det har vi sgu savnet de seneste to år.

Regeringen har bedt det såkaldte Carsten Koch-udvalg fremlægge en dagpengereform i foråret 2015. Dansk Metal har foreslået en kortere dagpengeperiode end to år, men med en højere kompensation. Det afviser Enhedslisten.

- Umiddelbart tiltaler det mig ikke. Det vil ramme folk, der normalt er længst arbejdsløse, siger han.

Den borgerligt-liberale tænketank Cepos advarer mod hurtigere genoptjening. 136.000 ledige på dagpenge eller kontanthjælp får 80 procent i kompensation, når deres alternativ er en timeløn på 115 kroner. Christian Juhl er uenig.

- Cepos vil helst have, at vi ingen understøttelse har, så ledige tager hvad som helst. Det vil smadre arbejdsmarkedet, siger Christian Juhl.

Cepos' cheføkonom, Mads Lundby Hansen, advarer mod prisen, hvis ledige får dagpenge i tre år og lettere kan genoptjene dagpengeretten.

- Det reducerer beskæftigelsen og forringer de offentlige finanser. Vi har ikke brug for nogen af delene. Vi skal have et mindre generøst dagpengesystem, siger Mads Lundby Hansen.

/ritzau/