Enhedslisten håber Rigsrevisionen tager Dong-salg op

Skrevet af admin

09/08/2016

Mest læste i dag

Statsrevisorerne afviste tirsdag at undersøge salget af energiselskabet Dong. Men det får ikke Enhedslistens Frank Aaen til at opgive kampen for, at få det meget kritiserede salg undersøgt.

En stor del af det tidligere statsejede Dong blev i 2014 solgt til Goldman Sachs. Salget blev kritiseret for at være gennemført for hurtigt, for uoverlagt og for billigt. Ved Dongs børsnotering i 2016 havde Goldman Sachs tjent omkring 10 milliarder kroner.

Enhedslisten fik Statsrevisorerne, Folketingets interne, økonomiske vagthund, til at tage sagen op. Men valgte altså ikke at starte en undersøgelse.

- Jeg mener stadig, at vi skal have en undersøgelse. Med Statsrevisorernes afvisning kan jeg håbe på, at Rigsrevisionen (statens uafhængige revisionsmyndighed red.) tager sagen op.

- De skal tage fat i de sager, de mener, der skal kigges på. Jeg håber, at de kan se, at der er så mange suspekte ting ved det salg, at det er værd at kigge på, siger Enhedslistens tidligere mangeårige finansordfører Frank Aaen.

Han undrer sig over tirsdagens forløb, hvor Dansk Folkepartis Henrik Thorup, der tidligere var for en undersøgelse, vendte på en tallerken efter et møde i Statsrevisionen.

- Der har allerede været en lang og grundig proces, der ikke har givet anledning til at tro, at salget ikke skulle være foregået efter reglerne. Jeg mener derfor ikke, at der er årsag til at foretage sig yderligere i sagen, skrev han i en pressemeddelelse.

Formanden for Statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), var ligeledes imod en undersøgelse. Det på trods af, at hans eget parti er for en undersøgelse.

- Jeg synes, det er underligt. Og det underbygger min tese om, at partierne ikke har lyst til at få en undersøgelse.

- Hvis der ikke var noget at komme efter, hvorfor skulle partierne så være så energiske, som de har været, for at undgå den, siger Frank Aaen.

I stedet for en undersøgelse vil Statsrevisorerne udarbejde et kort notat, som Frank Aaen håber kan rejse spørgsmål nok til en egentlig undersøgelse.

/ritzau/