Enhedslisten indrykker propalæstinensiske busreklamer

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Fra mandag og 14 dage frem turnerer Enhedslistens kampagne "Boykot bosættervarer - Anerkend Palæstina" de aarhusianske gader. Samme budskab blev i slutningen af april bortcensureret i København.

- Det er yderst glædeligt, at aarhusianerne kan få mulighed for at se det budskab, som blev censureret af Movia og fjernet fra busserne i København, siger Nikolaj Villumsen, spidskandidat for Enhedslisten i Aarhus.

Hos Midttrafik bekræfter vicedirektør Mette Julbo, at reklamen pryder bybuslinje 4A i Aarhus fra mandag 8. juni og regner med, at den modsat den københavnske annonce holder alle 14 dage.

- Ud fra Midttrafiks reklamebestemmelser holder den sig inden for reglerne. Vi vil ikke pille den ned, fordi vi ikke har noget regelgrundlag, der gør, at vi skal pille den ned. Så skulle den overskride straffeloven, og det mener vi ikke, at den gør, siger Mette Julbo.

Den todelte propalæstinensiske busreklame fra Enhedslisten kommer i kølvandet på en lignende reklame i København, som vakte forargelse og debat tidligere på året.

I København nåede kampagnen mod produkter fra israelske bosættere at køre rundt på Movia-busser i fire dage, før den blev pillet ned. Den var betalt af Dansk Palæstinensisk Venskabsforening og skulle have kørt i 14 dage.

Movia besluttede imidlertid at fjerne reklamen, da den ifølge trafikselskabet virkede unødigt stødende.

Blandt de stødte var flere medlemmer fra Dansk Zionistforbund, som også opfordrede sine medlemmer til at klage. Men situationen er en anden denne gang.

- Problemet i København var, at reklamen hurtigt kunne forstås antisemitisk. Så længe de kører alene mod bosættelsesvarerne og ikke varer fra hele Israel, så har vi ingen problemer, siger Max Meyer, der er formand for Dansk Zionistforbund.

- Vi anerkender også Palæstina og går ind for en tostatsløsning.

I Aarhus Byråd har Enhedslisten stillet forslag om boykot af ulovlige israelske bosættervarer, hvilket ifølge partiet er helt på linje med Aarhus Kommunes indkøbs- og investeringspolitik.

Samtidig presser partiet på for, at den danske regering skal anerkende Palæstina som en selvstændig stat.

- Danmark bør anerkende Palæstina, sådan som Sverige og andre europæiske lande har gjort det. Vi vil med busreklamen her i valgkampen gøre opmærksom på, at det er en vigtig sag for Enhedslisten, siger Nikolaj Villumsen.

/ritzau/