Enhedslisten kræver 8.000 velfærdsjob på finansloven

Enhedslisten vil bruge omkring 2,5 milliarder kroner på at genskabe en del af de offentlige stillinger, som er nedlagt siden 2009. Hovedparten er øremærket til at sikre rimelig velfærd for børn og ældre, men kommunerne vil også få midler, som de selv kan fordele inden for den borgernære velfærd.

Desuden vil Enhedslisten afskaffe eller lempe de sanktioner, som i de seneste år har presset kommunerne til at bruge færre penge, end de faktisk har.

»De seneste års nedskæringer i kommunerne har især ramt ældre medborgere hårdt. Selvom der er kommet flere ældre, har kommunerne rent faktisk skåret markant i hjemmeplejen. Det er ikke rimeligt. Den udvikling skal vendes,« siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).

Hun understreger, at det er »et helt centralt krav« for Enhedslisten at få de tusindvis af velfærdsstillinger genoprettet.

»Når der er råd til at bruge milliarder på at lette skatten for virksomheder og mennesker med høje indkomster, så må der også være råd til at sikre anstændig velfærd til vores børn og ældre medborgere,« siger hun.

Johanne Schmidt-Nielsen påpeger, at forslaget også vil afføde flere job i det private.

»For når en sosu-asssistent går fra arbejdsløshed til arbejde, vil han være mere tilbøjelig til at få skiftet vinduerne eller gå ud at spise. Det vil være med til at sætte gang i hjulene,« siger hun.

Enhedslisten foreslår at finansiere velfærdsløftet ved at annullere de planlagte lettelser af selskabsskatten eller ved at beskatte kapitalindkomster på samme niveau som arbejdsindkomster.

Partiet oplyser samtidig, at det dog er åben for at diskutere andre finansieringskilder »med en fornuftig social profil«.

Dagens Gossip