Enhedslisten kræver flere svar fra Vilhelmsen

Skrevet af admin

23/01/2014

Dagens topnyheder

Der er stadig så forskellige udlægninger af, hvad der var optakten til og indholdet af et møde, som socialminister Annette Vilhelmsen (SF) holdt den 18. september 2013 med Lisbeth Zornig Andersen, at ministeren kan se frem til yderligere spørgsmål om sagen.

Ifølge Zornig skulle hun ind og takke for tildelingen af en million kroner, men på torsdagens samråd i Finansudvalget sagde Vilhelmsen, at Zornig brugte mødet til at forklare om sit projekt Stemmer på Kanten, der skulle få udsatte til stemmeurnerne.

Uoverensstemmelsen er interessant, da Vilhelmsen ifølge eget udsagn først dagen efter mødet tildelte Zornigs projekt den million kroner, som har været centrum for sagen.

Og samrådet kastede ifølge regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, ikke nok lys over sagen.

- Vi er stadigt i den kedelige situation, at der er to vidt forskellige udlægninger af, hvad der er blevet talt om på mødet den 18.

- Derfor vil jeg stille nogle yderligere skriftlige spørgsmål, så jeg er sikker på, at mine spørgsmål og svarene på dem også kommer til at indgå i advokatundersøgelsen, siger partiets socialordfører, Finn Sørensen.

Først når advokatundersøgelsen er tilendebragt, vil Enhedslisten vurdere, om den "pænt store" næse, som Vilhelmsen allerede er blevet tildelt i sagen, også skal være den endelige konklusion.

Også Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, som havde indkaldt til samrådet, står tilbage med flere svar end spørgsmål.

Han undrer sig over de divergerende forklaringer, og at ministeren tilsyneladende ikke er indstillet på at lade mødet den 18. - som er blevet centralt i sagen, og hvor der angiveligt ikke er taget referat - indgå i advokatundersøgelsen.

- Jeg mener ikke, at ministeren kan være bekendt, at der skal sås tvivl om, om en, der står i spidsen for en social organisation, fuldstændig har misforstået det hele, siger René Christensen.

Samme holdning har Venstres Jakob Engel-Schmidt.

- Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Lisbeth Zornig Andersen, som jeg opfatter som en hæderlig og meget oprigtig kvindes, opfattelse kan være så forskellig fra ministerens. Og havde ministeren leveret et godt svar, så var vi allerede videre, siger han.

ritzau/