Enhedslisten kræver fuld åbenhed om lokal partistøtte

Søndag skriver Morgenavisen Jyllands-Posten, at mindst syv kommuner har besluttet at hemmeligholde pengestrømmene fra lokale donorer. Ifølge avisen er der sorte streger over navnene på donorer i en række aktindsigter fra kommunerne - eksempelvis over bidragsydere til de Konservative i Gentofte og SF i København.

Det betyder, at når vælgerne i næste måned går til kommunalvalg, så bliver det flere steder i landet uden viden om, hvem der har spædet til partiernes kommunale valgkampagner.

»Det er et demokratisk problem, at partierne kan hemmeligholde deres økonomiske sponsorer for vælgerne. Det er vigtigt, at vælgerne har indsigt. Hemmelighedskræmmeriet kan jo give en mistanke om, at der foregår noget lyssky,« siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø), til Berlingske Nyhedsbureau og tilføjer:

»Regeringen har lovet i sit regeringsprogram, at vi skal have strammet loven om partistøtte. Det bør ske snarest, og den lokale partistøtte skal selvfølgelig omfattes af de nye og strammere regler om åbenhed.«

Normalt er der offentlighed om navnene på bidragsydere, der donerer mere end 20.000 kroner, men ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet gælder dette ikke på lokalt plan, hvis pengene kommer fra en privatperson eller en enkeltmandsejet virksomhed. Offentlighed om dette ville nemlig bryde tavshedspligten om personlige oplysninger.

Dagens Gossip