Enhedslisten kræver køerne tilbage på græs

Det mener Enhedslisten, efter nye tal fra Videncentret for Landbrug ifølge Politiken har vist, at antallet af danske malkekøer, der kommer på græs, er faldet fra 75 til 25 procent I løbet af de seneste ti år.

»Denne udvikling er endnu et eksempel på, at industrialiseringen af dansk landbrug er gået for vidt, og at dyrevelfærd og sundhed lider under denne udvikling,« oplyser Per Clausen, fødevareordfører for Enhedslisten, i en skriftlig kommentar.

Partiet vil derfor genfremsætte et forslag om, at mælkeproducenterne skal pålægges at sikre, at køerne kommer på græs om sommeren, understreger han.

»Dansk landbrugs fremtidige muligheder afhænger af, at man er i stand til at producere kvalitetsprodukter af høj værdi. Det kan man ikke, når man dropper hensynet til dyrevelfærden og producerer mælk af dårlig kvalitet. Derfor skal det sikres, at køerne kommer på græs,« siger han.

Enhedslisten har blandt andet bedt fødevareminister Mette Gjerskov (S) svare på, hvorvidt ministeren »vil tage initiativer, der kan øget antallet af køer, der kommer på græs og eventuelt indføre et påbud om, at alle malkekøer skal på græs om sommeren«.

Dagens Gossip