Enhedslisten kræver svar fra DSBs ledelse

Det er "fuldstændig uholdbart", at lokomotivførerne hos DSB udtrykker så stor bekymring omkring sikkerheden, at de ikke længere kan tage ansvar for passagernes sikkerhed.

Det siger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen. Han vil nu kræve en redegørelse fra DSB's ledelse, men han påpeger samtidig, at det i sidste ende er transportminister Henrik Dam Kristensens (S) ansvar, at sikkerheden og arbejdsvilkårene er tilfredsstillende hos DSB.

- DSB spiller en helt afgørende rolle for den kollektive transport i Danmark. Derfor er denne situation også fuldstændig uholdbar.

- Nu tager vi kontakt til transportministeren, og kræver en redegørelse fra ledelsen i DSB.

- I første omgang er det ledelsen i DSB's opgave at rette op på de her kritiske forhold. Og hvis de ikke er i stand til det, er det transportministerens politiske ansvar at sikre, at sikkerhed og arbejdsvilkår forbedres i DSB, siger Per Clausen.

DSB's lokomotivførere nedlagde onsdag morgen arbejdet for at gå til fagligt møde, hvilket forårsagede aflysninger og forsinkelser i togtrafikken over hele landet.

Efter mødet udsendte Dansk Jernbaneforbund en pressemeddelelse, hvor forbundet skarpt kritiserer sikkerhedsforholdene og direkte anfører, at det kun er et spørgsmål om tid, før der sker en ulykke.

Henrik Dam Kristensen siger i en skriftlig kommentar onsdag, at han ikke fra Trafikstyrelsen har nogen indikationer på, at der skulle være problemer med sikkerheden.

Men det er ikke tilstrækkeligt til at stille Enhedslisten tilfreds.

- Jeg ser med stor alvor på den kritik af sikkerheden og arbejdsvilkårene for togpersonalet, som lokomotivførerne i DSB har udtrykt i dag. Det er uholdbart for både de ansatte og passagerne at sikkerheden er mangelfuld, understreger Per Clausen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV