Enhedslisten kræver undersøgelse af gidselsag

Skrevet af admin

29/10/2013

Dagens topnyheder

Danmark skal blive bedre og dygtigere til at undgå langvarige gidselsager. Derfor er det nødvendigt med en tilbundsgående undersøgelse af, hvorfor de seks søfolk fra Leopard skulle sidde som gidsler i mere end to år.

Det siger udenrigsordfører i Enhedslisten Christian Juhl.

- Vi har ikke i nyere historie haft en så alvorlig og langvarig gidselsag. Derfor er der grund til at gå i dybden for at finde ud af, hvor ansvaret skal placeres.

- Det er ganske uansvarligt overfor gidslerne, der måtte lægge ryg til, hvis vi ikke kommer til bunds i sagen og tager ved lære af den, siger Christian Juhl til Ritzau.

Enhedslisten vil derfor kræve, at erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) sætter en undersøgelse i gang.

- Vi skal have placeret et ansvar, og det er alle involverede parters ageren i sagen, der skal frem i lyset, siger Christian Juhl.

Dermed vil Enhedslisten også - ud over rederiet Shipcrafts rolle - se på Udenrigsministeriets og PET's rolle i sagen.

- Under sagen blev vi nogle gange orienteret i Udenrigspolitisk Nævn, men det var meget overfladisk. Den dag, søfolkene blev frigivet, sagde Helle Thorning, at undersøgelsen skulle være omfattende, siger Christian Juhl.

Spørgsmål: Når danskere tages som gidsler i udlandet - hvad enten de er fra et rederi eller de er private som eksempelvis de syv lystsejlere - er der så en strategi for, hvordan Danmark skal agere?

- Nej, ikke mig bekendt, for jeg har spurgt efter den. Der er ingen strategi, som er diskuteret med os i Folketinget. Det har i sagen med søfolkene virket som om, de har fægtet i blinde og ikke vidst, hvem der skulle gøre hvad.

- Desværre er det nok ikke sidste gang, vi ser, at danskere bliver taget som gidsler i udlandet, og derfor er det vigtigt, at vi lærer af denne sag med søfolkene, så vi undgår, at nogle tilsyneladende sidder på hænderne, svarer Christian Juhl.

Juhl vil henvende sig til ministeren for at få sat en undersøgelse i gang.

- Som samfund har vi et ansvar for at sikre forhold, der gør, at danskere ikke skal sidde som gidsler i så lang tid, siger Christian Juhl.

/ritzau/