Enhedslisten lunken over Thornings optimisme

»Man kan ikke som Thorning være forsigtig optimist, for problemerne er langt større, end hun gør dem til (i Berlingskes artikel, red.). Der er intet, der tyder på, at problemerne løser sig selv, og derfor vil vi kræve, at der sker noget for de arbejdsløse og beskæftigelsen, som ikke vokser,« siger finansordfører Frank Aaen (Ø) til Berlingske Nyhedsbureau.

Ligesom beskæftigelsen er det vitalt for Danmarks økonomi, at erhvervsskoler gøres mere attraktive, understreger Enhedslistens finansordfører.

I mandagens udgave af Berlingske siger statsministeren, at stemningen er vendt i dansk økonomi.

»Vi er nu to år inde i valgperioden, og der er grund til at gøre status. Vi er i en situation, hvor vi kan sige, at vi har fået Danmark på sporet igen, og det spor skal vi holde os på. Selv om det stadig er bløde indikatorer, der ligger til grund for det, så er der grund til en forsigtig optimisme,« siger Helle Thorning-Schmidt til avisen.

Hun henviser blandt andet til, at forbrugerne har fået større tillid til økonomien, at der er tegn på, at de også er begyndt at bruge flere penge, og at priserne på boliger så småt er begyndt at stige igen.

Ifølge de Konservatives finansordfører, Mike Legarth (K), har regeringen hårdt brug for et opsving for at vinde næste valg, og derfor gør hun nu alt for at tegne et skønmaleri af Danmarks økonomi.

Dagens Gossip