Enhedslisten: Nets skal blive på danske hænder

Skrevet af admin

13/02/2014

Mest læste i dag

Det er for risikabelt, hvis danskernes personlige oplysninger i Nets ender i udlandet, og derfor skal Nets blive på danske hænder. Det mener Enhedslisten, som deler bekymringen fra flere sider for udsigten til, at Nets bliver solgt til udlandet.

- Oplysninger om, hvordan og hvornår vi bruger vores penge eller kommunikerer via vores e-boks er helt private oplysninger, siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper.

- Risikoen for, at sådanne oplysninger ender i forkerte hænder, for eksempel hos internationale kriminelle eller udenlandske efterretningstjenester, skal man tage meget alvorligt, tilføjer hun i en pressemeddelelse.

Hun henviser blandt andet til afsløringerne af, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA også har adgang til finansielle transaktioner.

- Enhedslisten vil have regeringen til at gribe ind. Nets er en vigtig del af vores samfundsinfrastruktur, og det bør ikke blive solgt til hvem som helst.

- Regeringen må kræve af bankerne, at Nets ikke ender på udenlandske hænder – og vil bankerne ikke love det, må vi gribe ind med lovgivning, så vi forhindrer, at danskernes data ender ubeskyttet på udenlandske hænder, tilføjer hun.

Nets-salget nærmer sig den sidste runde, og som loven ser ud i dag, kan serverne blive flyttet til lande, hvor myndighedskontrol bliver svær. Flere frygter, at det kan gå ud over datasikkerheden, skriver Berlingske.

- Jo længere væk den server kommer, jo sværere er det for Danmark at føre opsyn med den, siger professor Lars Ramkilde Knudsen fra DTU, der er ekspert i kryptologi og it-sikkerhed, til Berlingske.

Michael Budolfsen, der næstformand i Finansforbundet, er også bekymret, og han opfordrer politikere til at sørge for, at der bliver taget hånd om problematikken i salgsbetingelserne.

Han peger blandt andet på, at hvis de danske data ryger til USA, vil efterretningstjenesten NSA få uhindret adgang til dem.

/ritzau/