Enhedslisten-profil stiller op til EU-Parlamentet

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Enhedslistens folketingsmedlem Christian Juhl står på listen, når Folkebevægelsen mod EU på et landsmøde i weekenden skal vælge kandidater til Europaparlamentet.

Men hvis det står til Christian Juhl selv, så er det ikke ham, der skal vælges ind ved valget til EU-Parlamentet i maj næste år.

- Jeg synes, det er så spændende at være i Folketinget, så jeg vil være meget ked af at skifte igen. Jeg er jo heller ikke helt ung længere, så jeg synes, det vil være fint, at yngre kræfter kommer til.

- Men jeg håber da, at jeg kan få et par hundrede eller flere stemmer, som listen kan få gavn af. Og så vil jeg gerne styrke valgkampen, deltage i debatter og repræsentere Folkebevægelsens gode holdninger, siger han til Ritzau.

Af samme årsag har Christian Juhl også meddelt, at han ikke vil stå højere end nummer fire på listen, mens 28-årige Rina Ronja Kari har meldt sig på banen som ny spidskandidat.

Folkebevægelsen mod EU har i dag et medlem af EU-Parlamentet i skikkelse af Søren Søndergaard, der ikke genopstiller.

Men med en generel styrkelse af EU-modstanden og gode meningsmålinger til Enhedslisten, der anbefaler danskerne at stemme på Folkebevægelsen, mener Folkebevægelsen selv, at der er mulighed for en fordobling af antallet af mandater.

Christian Juhl er umiddelbart det mest kendte navn på den liste over mulige kandidater, som Folkebevægelsens landsmødedeltagere skal tage stilling til. Og han er parat til at tage konsekvensen og rykke til Bruxelles, hvis han skulle sprænge listen og blive valgt ind.

- Selvfølgelig vil jeg det. Hvis valget bliver så godt, at vi får to eller tre eller fire valgt ind, og det blandt andet bliver mig, så er jeg nødt til at lave det arbejde.

- Jeg vil helst have, at det er nogle af de gode folk, der stiller op i spidsen, der bliver valgt ind. Med jeg håber selvfølgelig, at Folkebevægelsen får rigtig mange valgt ind, og så må jeg jo løbe den risiko, at det også kan blive mig, siger Christian Juhl.

60-årige Christian Juul stillede også op til EU-Parlamentet for Folkebevægelsen i 2009 uden at blive valgt ind, men han er blevet langt mere kendt i offentligheden, siden han i 2011 blev valgt til Folketinget for Enhedslisten.

Her har han markeret sig som sit partis arbejdsmarkeds-, udviklings- og udenrigsordfører.

Senest har Christian Juhl været blandt de mest markante kritikere af klimaorganisationen GGGI og Lars Løkke Rasmussens (V) luksusrejser som formand for organisationen.

/ritzau/