Enhedslisten: Regeringen er bukket under for vores pres

Partiet, som har dagpengeproblemet som »topprioritet«, mener, at regeringen har bøjet sig for »det massive pres«, som Enhedslisten, fagbevægelsen, de arbejdsløse og både Socialdemokratiets og SFs bagland har lagt.

»Det er jo godt, for det viser, at dels kan det nytte noget at stille krav til den her regeringen, og dels at den er i stand til at lytte. Men nu må vi se, hvad der er det reelle indhold,« siger gruppeformand Per Clausen (Ø) til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er den politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), enig i.

»Det er jo i den grad positivt, hvis det massive pres, som vi har lagt, har virket. Derfor sidder vi også klar i Enhedslisten til forhandling, og vi ser frem til at se, hvad regeringen præsenterer i morgen,« siger hun.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fremlægger løsningen på sit ugentlige pressemøde i Statsministeriet tirsdag, og den kommer blandt andet til at omfatte en forsørgelse af de, der mister dagpengene. Det bliver dog ikke på samme niveau som dagpengesatsen.

Og selv om Enhedslisten ikke vil kommentere på det konkrete indhold, før det er blevet offentliggjort i sin helhed, er en forsørgelsesløsning essentiel.

»Vi vil have reddet de mennesker, som er ved at falde ud af dagpengesystemet. De skal sikres et forsørgelsesgrundlag. Det er enormt vigtigt for dem, så det skal selvfølgelig helst være en løsning, der holder i nogle år. Og så har vi et generelt problem med dagpengesystemet, men man kan sige, at hvis vi kan få løst det akutte problem på en holdbar måde, så har vi lidt tid til at diskutere videre omkring, hvordan vi skal indrette dagpengesystemet fremadrettet,« siger Per Clausen.

Også fra de Radikale lyder der positive toner.

»Jeg er meget glad for, at regeringen kommer med en god løsning på dagpengesituationen nu. Løsningen bygger på det gode fra henholdsvis dagpenge- og kontanthjælpssystemet. På den ene side laver vi en blødere overgang og sørger for, at folk har en ydelse. På den anden side bibeholder vi den dagpengereform, der stadig er bydende nødvendig for Danmarks økonomiske fremtid, og som på længere sigt vil hjælpe flere ud af systemet og i job,« udtaler Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune.

Statsministeren holder sit pressemøde tirsdag klokken 11.30.

Dagens Gossip

Dagens TV