Enhedslisten: Regeringen modarbejder sit eget sundhedsudspil

Sådan lyder kritikken fra Enhedslistens sundheds- og forebyggelsesordfører, Stine Brix (Ø), der ellers roser udspillets fokus på netop ulighed i sundhedsvæsnet.

»Jeg mindes ikke at have set et sundhedspolitisk udspil med så stærkt fokus på forebyggelse og på at bekæmpe ulighed i sundhed. Det er en rigtig klog prioritering. Hvis vi bliver bedre til at forebygge sygdomme, så er det jo både en stor fordel for den enkelte borger og for samfundet som helhed,« forklarer Stine Brix i en pressemeddelelse.

»Men desværre modarbejder regeringens seneste aftaler med højrefløjen de gode intentioner i sundhedsudspillet. Billige sodavand og øl og flere fattige familier, som følge af lavere kontanthjælp, vil desværre betyde en dårligere folkesundhed og mere ulighed i sundhed,« påpeger sundhedsordføreren.

I regeringens sundhedsudspil, »Mere borger, mindre patient – et stærkt fælles sundhedsvæsen«, afsættes der i perioden 2014-2017 600 millioner kroner til nye initiativer.

Mandag kom det frem, at hovedparten af finansieringen, 400 millioner kroner, skal findes via mindre udbetaling af tilskud til tandlægebesøg, og det mener Enhedslisten bestemt ikke er nogen god ide.

»Vi har i forvejen meget høj brugerbetaling på at gå til tandlæge, og det har især alvorlige konsekvenser for de danskere, som har mindst at leve for. Derfor giver det ingen mening at fjerne 400 millioner kroner fra tilskuddet til tandlægen,« forklarer Stine Brix.

Dagens Gossip

Dagens TV