Enhedslisten: Retsforbeholdet er andet end Europol

Skrevet af admin

10/12/2014

Dagens topnyheder

Regeringen og Venstre vil afspore debatten om retsforbeholdet, som handler om langt mere end det europæiske politisamarbejde, Europol.

Det siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, efter at regeringspartierne samt Venstre, Konservative og SF onsdag blev enige om at sende retsforbeholdet til folkeafstemning.

- Tværtimod betyder retsforbeholdet også, at EU ikke bestemmer over vores straffeniveauer, udlændingepolitik og retssikkerhedsgarantier, siger Pernille Skipper i en skriftlig kommentar til aftalen.

Hun mener ligesom Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, at Danmark kunne blive i Europol ved at få en såkaldt parallelaftale.

- Men desværre har regeringen for kort tid siden droppet arbejdet for overhovedet at få en sådan aftale – og så snyder man jo vælgerne i en eller anden forstand, siger Pernille Skipper.

De øvrige europæiske lande er ifølge hende ikke interesseret i, at Danmark står uden for et politisamarbejde.

- Vi har jo en fælles interesse i bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Derfor er Norge og Schweiz også en del af samarbejdet, hvilket der jo ikke er store problemer med, siger Pernille Skipper.

- Afstemningen bør føre til en bevarelse af retsforbeholdet, mener hun.

- Det er fuldstændig hul i hovedet at give EU retten til at bestemme over endnu et område. De EU-begejstrede partier lover gang på gang guld og grønne skove uden at opfylde løfterne, siger Pernille Skipper.

/ritzau/