Enhedslisten satser på historisk kommunalt gennembrud

Enhedslisten stiller for første gang nogensinde op ved det kommende valg i 85 ud af landets 98 kommuner. Håbet er 19. november at få valgt helt op mod 100 kommunale kandidater ind mod de nuværende blot 14.

Det er ikke mindst de landspolitiske meningsmålinger, som giver partiet tro på et historisk kommunalt gennembrud.

- Enhedslisten har potentialet til at blive kommunalvalgets store champion. De har en unik chance for at omsætte den nationale opbakning også ude i kommunerne, siger kommunalforsker og lektor Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet.

- Imod taler det, at kommunalvalg handler meget om stærke, lokale ansigter og en solid lokal partiorganisation, som Enhedslisten hidtil har manglet, siger han.

I dag har Enhedslisten, som blev stiftet i 1998, kun repræsentanter i 10 kommuner.

Hidtil er Enhedslisten hver gang banket ind i den uskrevne kommunale spærregrænse.

Den siger, at det kræver tre og snarere fire procent af stemmerne at komme i byrådet. Med eksempelvis 2,3 procent af stemmerne ved seneste kommunalvalg har det ikke rakt til repræsentation i ret mange kommuner.

Men med nu omkring 10 procent i meningsmålingerne på landsplan vejrer partiet morgenluft.

- I takt med at partierne på Christiansborg klumper sig sammen på midten, har Enhedslisten fået meget plads til at repræsentere alle dem, der er utilfredse med linjen og de velfærdsforringelser, som også SF jo har accepteret, siger Jesper Kiel.

Han er hyret af partiet til at klæde de lokale afdelinger på til udfordringen med at få stablet en organisation på benene, mønstre stærke lokale kandidater og få et lokalt politisk program op at stå, som taler til folk i de enkelte kommuner.

- Nogle steder har vi skullet starte en helt ny afdeling op fra bunden. Samtidig har vi holdt seminar for lokale kandidater fra hele landet for at klæde dem på til opgaven.

- På valgnatten har vi desuden oprettet en særlig hotline, som skal hjælpe med de svære konstitueringsforhandlinger, siger Jesper Kiel.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV