Enhedslisten sender advarsel til Thorning

Der er således behov for et klart brud med den blå politik, som regeringen ifølge politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) har ført siden folketingsvalget i september 2011.

»Vi kan ikke love at frede denne regering. Hvilken tilgang vi har til denne regering, og hvordan næste periode bliver, kommer fuldstændig til af afhænge af, hvilken politik regeringen fører. Hvis de fortsætter med at gøre Danmark til et mere ulige samfund og med at udmarve velfærdssamfundet, så kommer vores solidaritet til at ligge, hvor den hele tiden har ligget. Nemlig entydigt hos lønmodtagerne,« siger Johanne Schmidt-Nielsen på det pressemøde, som Enhedslisten afholder i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

Hun mener, at regeringen er i en alvorlig situation, og det skyldes ifølge Johanne Schmidt-Nielsen, at regeringen i de seneste to år har forringet vilkårene for samfundets svageste grupper, øget den økonomiske ulighed, og at arbejdsløsheden i Danmark har bidt sig fast.

»Vi håber sådan, at de forstår situationens alvor. Vi håber, de ved, at der skal mere til end regeringsrokader og retorik for at få Danmark på rette kurs og for at få regeringen på rette kurs. At der er behov for et brud med den blå linje, som har præget de to første år,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

»Hvis regeringen er parat til et brud med den blå kurs, og hvis de vil tage udgangspunkt i sommerens dagpengeaftale, så står vi fuldstændig til rådighed for aftaler og kompromisser, som, jeg synes, vi har gjort før,« siger hun.

Enhedslisten har fredag præsenteret udspillet »Fællesskab fungerer - sigtelinjer for en grøn og solidarisk politik, der kan vinde næste valg«. Udspillet består af tre hovedpunkter, som bliver partiets topprioriteter, når det i løbet af efteråret skal forhandle med regeringen om en ny finanslov.

De tre punkter handler om jobskabelse, økonomisk lighed og grøn omstilling.

Dagens Gossip

Dagens TV