Enhedslisten: Sohn svigter velfærdsstaten

Regeringens støtteparti kalder det også en »grundlæggende fejl« fra den tidligere erhvervs- og vækstminister, når han siger, at konkurrenceevnen bør være omdrejningspunktet for alt, hvad vi laver.

»Det er ikke konkurrenceevnen, der er et problem for den danske økonomi lige nu. Det er i særlig grad den indenlandske efterspørgsel, og det betyder, at vi har behov for at booste forbruget, så der kan komme gang i væksten igen, også i det private erhvervsliv. Det vil man netop kunne gøre ved at investere i den offentlige sektor og sørge for, at der bliver sat gang i forbruget,« siger gruppenæstformand Pernille Skipper (EL).

Hun mener, at udmeldingen fra Ole Sohn peger i den stik modsatte retning af, hvad SF og Socialdemokraterne gik til valg på.

»Ole Sohn svigter jo velfærdsstaten, når han taler om nulvækst i den offentlige sektor. Det vil betyde, at vores velfærdsstat får ringere kår. Det vil ramme den almindelige dansker, hvis man omfordeler fra den offentlige sektor til for eksempel skattelettelser,« siger Pernille Skipper.

Venstres gruppeformand, Kristian Jensen (V), har reageret anderledes positivt på Ole Sohns udmeldinger, og det er måske også mere på den fløj, at Sohns udmeldinger hører til, lyder det fra Pernille Skipper.

»Jeg kan godt forstå, at nogle vælgere har svært ved at genkende det SF, som de stemte på før valget i 2011, når der kommer sådan nogle udmeldinger fra Ole Sohn«.

»Det bliver ikke med Enhedslistens stemmer, at man laver nye forringelser af vores velfærdsstat og tager fra vores fællesskab for at give skattelettelser, som primært kommer de rigeste til gavn. Hvis det er SFs politik, så må de finde deres flertal et andet sted end hos Enhedslisten,« siger Pernille Skipper.

Dagens Gossip