Enhedslisten stempler social indsats som spareøvelse

Enhedslisten lægger ikke fingre imellem, efter Ugebrevet A4 skriver om det skuffende resultat af en del af reformen for førtidspension.

»Selv om det skulle lykkes at få de unge mennesker i ressourceforløb, så er det en meget langvarig affære, hvor de unge skal leve for en meget lav ydelse,« siger socialordfører Finn Sørensen (Ø) og understreger, at det er et økonomisk incitament, der har fået regeringen til at lave ordningen.

»Det er for at undgå at give dem førtidspension og give dem 7.000 kroner mere om måneden.«

Selve idéen om et ressourceforløb er ifølge Finn Sørensen en god ting, der også har været efterlyst af fagpersoner i årevis, men regeringen har ikke den økonomiske vilje til, at ordningen skal have en effekt.

»Der er slet ikke de ressourcer til stede i kommunerne, så de, kan hjælpe de unge mennesker i gang. Det bekræfter bare vores bange anelser fra dengang, hvor reformen blev behandlet. Det er bare en spareøvelse. Der bliver ingen reel hjælp til de unge mennesker,« siger Finn Sørensen.

Han vil nu bede nu beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kigge reformen efter i sømmene.

»Vi vil følge den reform meget nøje, og jeg vil allerede i dag gå i gang med at udarbejde en række spørgsmål, så vi kan få fakta helt på det rene og finde ud af, hvorfor kommunerne ikke kan leve op til de løfter, der blev givet, da reformen blev vedtaget,« siger Finn Sørensen.

Dagens Gossip