Enhedslisten stormer ind i Aalborg byråd

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Aalborgs største parti er stadig Socialdemokraterne. Men valgets overraskelse er Enhedslisten, der med folketingsmedlem Per Clausen i spidsen er stormet ind i byrådet.

Socialdemokraterne og Venstre holder skansen med henholdsvis 12 mandater og ni mandater.

Valgets store tabere er som de fleste andre steder i landet SF og De Konservative.

68,8 procent af stemmerne i Aalborg er tirsdag aften talt op, og Enhedslisten står til at få 8,7 procent af stemmerne - tre mandater. Ved kommunalvalget i 2009 var Enhedslisten slet ikke repræsenteret i byrådet. Dengang fik partiet 2,0 procent af stemmerne.

Dansk Folkeparti har fået 9,8 procent, der også giver tre mandater i byrådet. I 2009 fik Dansk Folkeparti 7,4 procent.

De Konservative må konstatere, at partiet har mistet opbakning blandt vælgerne. I 2009 fik partiet 7,9 procent, mens partiet nu står til 4,6 procent - der giver et mandat i byrådet.

Endnu værre ser det ud for SF, der fik 16,3 procent af vælgernes stemmer i 2009, men nu står til at få 3,5 procent. Det giver også blot et mandat i byrådet.

Liberal Alliance ser ud til at få et mandat i byrådet med en opbakning på 3 procent.

De Radikale får 4,6 procent mod 3,3 for fire år siden - et mandat.

/ritzau/